Viser opslag med etiketten lys/skygge. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten lys/skygge. Vis alle opslag

onsdag den 29. juni 2016

Slagelse Billedskole har afholdt fernisering

Forårsholdet 2016 handlede om tegneteknikker med papir og blyant. Dette er et lille udsnit af hvad eleverne fik lavet. Virkelig flot!

Vi har arbejdet med lys/skygge, grundformerne, perspektiv og skraveringsteknikker.
Alle har arbejdet godt og koncentreret og rykket helt vildt. De har alle fået lyst til mere, og bruger det de har lært hver gang de tegner.
















mandag den 27. juni 2016

Blyantstegning

Slagelse billedskole forårshold 2016, arbejder med de grundlæggende tegneteknikker.

Her tegner eleverne et fyrtårn, hvor de skal bruge de teknikker de allerede har lært og arbejdet med.
Lys/skygge, former og skraveringsformer. De arbejder også med at vælge de rigtige tegneredskaber og bruge dem korrekt.
Den bløde blyant til at tegne op og lys/skygge. 
Den mere hårde til skraveringer. 
Papirstammen til udtoning af skyggen på fyrtårnet osv.

Dejligt at opleve når de bliver bevidst om dette. 





lørdag den 25. juni 2016

At tegne vanddråber

Når man ser disse færdige tegninger, tænker de fleste nok "det kan jeg ikke". De er også flotte, men ikke særlig svært at tegne. Du skal bare lige vide hvor og hvordan farven skal lægges.

Disse tegninger er tegnet af nogle af min billedskoleelever mellem 8-12 år.

Hvordan: Tegn cirkler i forskellige størrelser (brug blød blyant B5)
Der lægges skygge på den ene inderside af cirklen. Derefter lægges der skygge på ydersiden af den anden halvdel af cirklen. Visk ud så der kommer et lille område med lysspejling i det område der er skyggetegnet inden i cirklen.
Sørg for at tone farve ud og lav kanten af dråben tydelig (brug hård blyant HB)


torsdag den 18. februar 2016

At formgive med farver


At formgive med farver er en af de grundlæggende teknikker, når man skal lære at tegne og skabe billeder. Disse 4. og 5. klasser vidste ikke at de kunne, men ser her.

Vi har brugt softpastels, som er lette at arbejde med, og ved at lægge forskellige nuancer på billedet, kan eleverne let for en fornemmelse for hvordan form i billeder bliver skabt.
Smukke og enkle billeder.

mandag den 28. december 2015

Juletræer på en time

Det udfordrende er altid at få planlagt et opgave der på en fin måde kombinere tegneteknik, et relevant emne og hvor elevernes succeskriterier har gode odds. Jeg havde en enkelt lektion inden jul, hvor jeg ønskede at eleverne skulle bruge noget af den viden de tidligere havde fået og samtidig, kunne nå at færdiggøre på denne lektion.

Det blev til et helt enkelt juletræ. Eleverne har arbejdet med lys/skygge og fået en rimelig forståelse af hvordan man skaber rummelighed på et plant billede. Derudover havde de arbejdet med tørkridt før, og vidste hvordan man let og enkelt kan blande og tone farverne.

I stedet for en kugle, som de have lavet før, skulle formen nu være en kegle. Keglen fik et ben/stamme. Træet blev klippet ud og limet over på et andet papir, hvor de dekorerede træet med stjerne og glimmersne.

Materialer:
grønt karton/papir
Baggrundskarton (valgfri farve)
Gult eller guld papir til stjerne
Limstift, saks, glimmer, blyant og tørkridt

1. Tegn en kegle
2. formgiv den med tørkridt (3-4 nuancer)
3. Tegn og farv stammen
4. Klip keglen og stammen ud
5. Lim dem på blåt karton
6. Klip en stjerne og lim på
7. Sæt prikker af lim fra limstiften på papiret og drys glimmer over
HUSK navn med små fine bogstaver i det ene hjørne.











søndag den 14. september 2014

Sæbebobler

At tegne sæbebobler er en sjov og lærerig tegneøvelse

Find en masse billeder og fotos af sæbebobler og tal om hvad der kendetegner dem. Hvordan kan vi genkende sæbebobler i forhold til andre cirkler?

De er runde, man kan se igennem dem, der har en masse farver og tydelig lysskær både udenpå og igennem boblen.

Find noget at tegne cirkler efter, medmindre eleverne selv skal lave dem.
Brug: softpastel da de er lette at arbejde med for eleverne og kan "tværes" lidt ud så boblen får en blød overgang mellem farverne.
Hvis I bruge farveblyanter skal der arbejdes med at "blande" farverne så letheden opleves.
Jeg vil foreslå at der tegnes på sort papir for at fremhæve sæbeboblens lyse og lette farver. Dette bliver ikke lige så tydeligt på hvidt papir.
Afslutningsvis er det en fordel at spraye med fixativ, for at fastholde pastelfarverne.

HUSK altid navn på billedet. Nederste i højre hjørne med små pæne bogstaver og evt. årstal.

                                1. Tegn cirkler i forskellige størrelser, hvor nogle af dem overlapper hinanden
                                2. Optegn cirklerne op med hvid - lyseblå farve

                                 3. Brug fingeren og blødgør/gør den lidt utydelig stregen
                                 4. Optegn lysskær i boblen. Et stort i den ene side og lille modsat.
                                Sørg for at der luft mellem kanten og lysskæret

                            5. Farvelæg. Husk at stregerne skal lægges så de følger boblens runding.
                            6. Brug fingeren til at blande farverne

                                                         7. Brug evt. en pensel til at blande farverne

                                * Sæbebobler (overlapninger, gennemsigtighed og lysskær er kendetegnet)

                                               * Sæbebobler sat i sammenhæng med et dyr.
                                Billedet bliver mere levende og man kan fornemme at de flyver.

                                * Sæbebobler tegnet med farveblyanter
                                 Afslutningsvis med soft pastels for at blødgøre midten af boblen.

lørdag den 21. december 2013

Søde snemænd


Jeg har igen i år tegnet snemænd med en klasse, her op til jul. Det er en rigtig god tegneøvelse hvor der er fokus på sly/sygge, samt hvordan linjerne kan understøtte formen på det man tegner. 
Eleverne har formgivet snekuglerne med hvid, to blå farver og sort. De har derudover tegnet en hat på snemanden, med samme princip omkring lys/skygge. For at gøre den "levende" har de tegnet småting på, som øjne, næst og kost. Til slut har det lavet et stykke synligt jord (sne) snemanden kunne stå på. 
De bliver tegnet med fedtfarver eller kridt på sort a4 papir, så formen og farven bliver synlig, og samtidig giver det billedet noget ro.

Opgaven kan sagtens laves på en dobbeltlektion.







søndag den 15. september 2013

Lær at tegne



På mit billedskolehold i år, er vi startet med at tegne med blyant og formgive med lys og skygge.
Hvert år bliver jeg virkelig imponeret over hvad børn kan. Disse elever er mellem 8 og 14 år, og de fleste har ikke gået på billedskolen før.

 Alle kan tegne - vil jeg vove at  påstå. Og jeg er kommet frem til, at hvordan opgaven stilles, har en stor indvirkning på hvilket resultat eleverne evner at lave.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at min facon virker. Det kan aflæses på de resultater eleverne laver.

Vi har talt om størrelsesforhold, at bruge øjenen, få placeret figuren midt på papiret og få lavet en figur, som passer til papirets størrelse. Dvs. bruge hele papiret, i forhold til placeringen af motivet. 

Når eleverne kan se at "noget er galt" ved deres tegning, er vi nået rigtig langt. Så hjælper jeg dem med at finde "fejlen", for det kan være svært.

Der er efterfølgende lagt skygger på figuren, så den fremstår rummelig og med liv. De er bare vildt dygtige...